Så er jeg skudt i gang !

Det er virkelig spændende at starte den her lille virksomhed på platangaarden.

Min kæreste (og kommende fru) Lea og jeg flyttede ned til Møn den 1.12.2018. Hun er musiker og jeg er fysik ingeniør og specialist indenfor Akustik. I oktober 2017 valgte jeg at sige farvel til livet som fastansat i en stor virksomhed for at finde nye veje i livet.

Det første jeg gjorde da jeg sagde op, var at tage med på et projekt i Grønland, hvor jeg arbejdede som lydman på en film i 5 uger, hele december måned plus en par dage. Det var stort! Jeg var væk fra kontoret og ude i storslået natur, selvom vi mest befandt os i Grønlands hovedstad Nuuk.

Jeg har altid elsket livet i naturen, jeg elsker at være ude at sejle, og i Grønland var jeg for første gang i mit liv med på jagt. Vi sejlede i en lille jolle i det næsten frosne vand, en tur på en god time for at komme til et totalt forladt sted for at jage ryper, en delikatesse i Grønland. Der var et tykt lag is på mit tøj og skibriller, da vi ankom til stedet. Vi gik på jagt et par timer, og så hjem igen inden det blev mørkt.

Da jeg kom opfrisket hjem fra Grønland, kastede jeg mig ud i snedkeri. Jeg byggede blandt andet en meget fin reol i en herskabs lejlighed på Frederiksberg. Se her. Det er min bedstefar der havde møbelfabrik og kærligheden for snedkeri og maler arbejde har jeg nu engang i blodet.

Nå, men jeg må videre i historien. Jeg lejede et værksted i Studio The Village i Vanløse sammen med min ven Lasse, og derfra tænkte jeg over min nye fremtid. Hvad skulle jeg lave fremover, og hvordan skulle jeg tjene penge? Jeg tog et kursus en uge i Skjern, hvor jeg lærte at bygge bjælkehus, og der blev det helt klart for mig: Jeg skal arbejde ude i naturen! Lea og jeg sejlede senere samme sommer til Møn på vores smukke båd Taja, og vi blev forelskede i øen. Her kan jeg lave noget, tænkte jeg. Det er her, jeg kan blive min egen ingeniør, ude i naturen. Og det er jeg så blevet nu. Det hedder blot landmand i stedet for ingeniør. Der er meget jeg skal lære, men jeg er helt sikker på, at det bliver godt. Trods alt er jeg som ingeniør uddannet til at kunne lære noget nyt hurtigt, og bruge det nye til noget nyt igen.

Skriv et svar