Arbejdet er startet, og foråret kan fornemmes.

Så er der kommet gang i arbejdet i haven. Jeg har oprettet 17 bede til grøntsager, der måler 20×0.9 m med 60 cm stier i mellem, og et antal mindre bede på ca 2×3 m til frugtbuske. Vi finder hindbærplanterne på ejendommen og planter dem i køkkenhaven. Rabarber er ved at skyde op på østsiden af grunden, og der er flere rækker porrer som skyder op efter den lune, solrige uge, vi lige har haft.

Mine gode ven Andrea (biolog) hjælper med at pege på planter og træer, vi allerede har på ejendommen, og hun leverede en række hassel, birk og vilde roser til vores læhegn. Vi planter læhegn nu omkring køkkenhaven, men fremover vil vi plante læhegn omkring hele ejendommen.

I arbejdspauserne nyder vi kaffen i solen på gårdspladsen. Her kan man rigtigt mærke, at man rykker en klimazone op i læ af vores fire længer. Mon ikke det er den perfekte sted til at dyrke tomater og andre mere sydlandske, lækre ting ?

Kompost produktionen er så småt ved at komme i gang. Jeg har bygget 4 beholdere, i alt 6 kubik meter ud af gamle paller. Krat bliver lavet til flis, og ukrudt og blade ligger i de andre beholdere. Hvis jeg snart kan begynde at slå græs, kan jeg også blande det til kompost. Det er spændende at se, om jeg kan få temperaturen i komposten op, så ukrudtsfrøene bliver slået ihjel.

Her ses hindbærbuske samlet i bede, en gammel halmballe er rullet ud omkring for at holde på fugt og varme. I den hvide beholder samles sten fra marken, den skal blive til et godt sted at bo for blandt andet firben.

Jeg forsøger at få kompost udefra til første års produktion, men der er vist nogle problemer hos ‘AffaldPlus’ med at levere kompost lige nu. De fortæller også at det er blevet politisk besluttet, at de fremover skal lave biobrændstof og ikke kompost. Meget ærgerligt, hvis det viser sig at være sandt. Mere om det senere.

For at holde rådyr ude fra køkkenhaven, skal der oprettes vildthegn på mindst 1.6 meter højde. Jeg har tænkt, at det skal være robinie halvpæle på 2.5 m. Håber at kunne bygge hegnet i næste uge, når pælene bliver leveret.